Manglede lyst er det mest almindelige seksuelle problem blandt kvinder. Det kan være forbundet med skyld og skam, fordi kvinder ofte har en oplevelse af, at der er noget galt med dem, altså at de har problemet, der skal fikses. Men mangel på lyst er oftest ikke et individuelt problem; det er et parforholdsproblem. Det gør det ikke mindre sårbart eller svært for den enkelte kvinde, men kan være en måde at forsøge at forstå de dynamikker og mønstre, der har ført til den nedsatte lyst.
Der kan være en rigtig god grund til, at lysten er forsvundet. Kroppen er klog og kan nogle gange reagere sundt (med manglende lyst) på en usund relation eller oplevelse. F.eks kan din krop ubevidst fortælle dig, at noget i jeres parforhold ikke fungerer, og så er det dét, der skal arbejdes med. Det kan også være, at der har været negative seksuelle oplevelser, der har sat sig fast i systemet og nu blokerer for evnen til at kunne give sig hen. Hos nogle har den manglende lyst stået på så længe, at det er blevet en ond spiral, hvor kvinden har en form for “pligtsex” for at tilfredsstille manden og pleje parforholdet. På den måde er sex ikke længere noget nydelsesfuldt, der giver mentalt og fysisk overskud, men derimod virker drænende og som en pligt.
Lige som med alt andet sexologisk findes der ikke et Quick Fix til manglende lyst. Det kræver arbejde at finde frem til ubevidste roller, mønstre og omstændigheder for den lave lyst. Lysten er flydende lige som seksualiteten og retter sig ind efter de omstændigheder og den hverdag, den skal indgå i. Træthed, travlhed, stress, børn og boligforhold er hyppige årsager for den nedsatte lyst, og det er et puslespil, der skal lægges, når man skal forsøge at finde frem til en årsagssammenhæng. Nogle par udvikler sig i hver sin retning ift. intime og sexologiske præferencer og har ikke et fælles sprog til at få italesat fantasier, drømme og tanker. For at blive tilfreds med sin egen lyst og seksualiteten i parforholdet er det vigtigt at kunne kommunikere i et trygt og roligt miljø, hvor det at være sårbar åbner muligheder for en dybere forståelse og følelse af samhørighed.
Biologien – altså kroppens fysiologi – har naturligvis også indflydelse på kvinders seksuelle lyst. Hormoner og det neuroendokrine samspil med kønsorganernes funktion spiller en rolle. Og derfor oplever mange kvinder, at jo ældre de bliver, des mere daler lysten, i takt med at testosteron- og især østrogenniveauet i blodet falder.
Lyst er subjektiv og kan gå fra at være spontan og uudtømmelig i starten af et forhold (forelskelse) til at være mere receptiv, dvs. når omstændighederne er rette, eller en aktiv beslutning om, at “nu skal det være” er taget, hvorefter ophidselsen indfinder sig for nogle. Kvinders lyst til sex optræder sjældent spontant, hvilket er en modsætning til de idealer, som findes om kvinder og “det gode parforhold”.
Nogle kvinder har lyst til at have lyst. Nogle har opgivet, og for nogen er lysten flyttet ud for længe siden, så hun helt har glemt, hvad et godt og sundt sexliv kan bidrage med. For der er meget godt at hente i at få lysten tilbage, feks. nærhed og intimitet, fortrolighed, bedre selvværd, bedre søvn, mindre stress, et sundere hjertekredsløb, mere overskud og bedre balance i mellem krop og psyke.
Skal jeg hjælpe dig eller jer med at finde tilbage til lysten?
Roskilde:
Ro’s Kilde Helsecenter
Vindingevej 34E
4000 Roskilde
Viby Sj.
Sundhedshuset Viby Sj.
Grønningen 9, 4130 Viby Sjælland.
(Ca. 300m fra stationen.)